Når smerten bliver for stor til at bære.
Bag selvskaden ligger der ofte noget, der gør så ondt, at det er blevet svært at være alene med.
Når et menneske selvskader, kan det være fristende at få øje på selve handlingen først.
Hvad har personen gjort ved sig selv? Hvorfor gør de det? Hvordan får vi det til at stoppe?
Men vi risikerer altså at overse det vigtigste som at se på hvad er det mennesket forsøger at regulere, undertrykke eller overleve når selvskaden sker.
En smerte som er så stor at den bliver svær at være alene med.
Om selvskade, nervesystemet og det, der ligger bag handlingen.
Selvskade kan være svært at forstå særligt for den der står på sidelinjen, kan det være svært at begribe, hvorfor et menneske, der allerede har så ondt, vælger at gøre sig selv mere ondt. Det er en forståelig reaktion.
Selvskade handler nødvendigvis ikke om få mere smerte, men kan være et desperat forsøg på at få mindre af den smerte der allerede er. Når det indre bliver for meget, kan et menneske komme til et punkt hvor de følelser tanker og kropslige fornemmelser som er blevet bygget, op over tid kan blive så intense at de ikke længere kan få noget plads indeni til at blive rummet, og så kan der opstå en form for et midlertidigt skift i den indre tilstand fra smerten via selvskaden.
Det kan være vrede, skam, sorg, ensomhed, afvisning, afmagt, angst, tomhed, eller en blanding af det hele. Når belastningen bliver for høj ændre vores nervesystem sig og så mister vi noget af den adgang vi normalt har til vores præfrontale, (refleksion) vores sprog og evnen til at se flere muligheder på en gang. Det bliver svære at få adgang til tanken ’’det her går over, følelsen er midlertidig.’’ I stedet kan oplevelsen blive ’’jeg kan ikke holde det her ud mere.’’ Når et menneske ikke længere oplever at smerten kan rummes, kan behovet for at gøre noget for at få den til at stoppe, blive alt overskyggende. Derfor kan selvskaden blive en måde at regulere en indre tilstand på. Det behøver ikke betyde at mennesket ønsker at dø eller straffe sig selv, måske kan man som pårørende opleve at personen ikke kan forklare hvad der sker, men det kan optræde som nervesystemets måde at lede efter en vej ud af noget der følelse uudholdeligt.
Fra indre smerte til noget der kan mærkes.
Når den indre smerte bliver meget intens, kan selvskaden for nogle mennesker skabe et øjeblikkeligt skift i tilstanden. Det kan give en oplevelse af udløsning, af lettelse, af at få luft, af at noget indeni ikke larmer lige så meget som før. For et øjeblik bliver den diffuse, overvældende indre smerte gjort mere konkret og håndgribelig.
Det betyder ikke, at selvskaden er en god eller sikker måde at regulere sig på. Det betyder, at den har en funktion.
Og hvis vi som fagpersoner kun forsøger at fjerne handlingen uden at forstå funktionen, risikerer vi at overse det menneske, der står bag.
Vi skal turde se selvskaden
Når et menneske selvskader, kan vores første impuls være at få det til at stoppe Det giver mening Vi vil beskytte mennesket.
Men det er vigtigt, at ønsket om at stoppe selvskaden ikke bliver til et budskab om, at vi ikke kan holde ud at se på den.
For hvis den unge eller voksne oplever:
“Det her må jeg ikke vise.”
“De bliver bange, hvis jeg fortæller det.”
“De vil bare have mig til at stoppe.”
så kan selvskaden blive endnu mere ensom. Derfor er det vigtigt at kunne sige:
“Jeg kan godt se, at det her sker.”
“Jeg bliver ikke bange for dig, fordi du fortæller mig det.”
“Jeg vil gerne forstå, hvad der sker med dig, når du kommer derud.”
Det er ikke det samme som at acceptere selvskaden som løsning. Det er at acceptere, at den findes, og at den fortæller os noget vigtigt.
Hvad sker der mellem selvskaderne?
Noget vigtigt i arbejdet findes mellem og lige efter selvskaden.
For hvad sker der egentlig, før behovet for selvskade opstår?
Hvad blev sagt?
Hvad blev ikke sagt?
Hvem var der?
Hvem var der ikke?
Hvad skete der i kroppen?
Hvornår begyndte uroen?
Hvornår kom følelsen af afvisning?
Hvornår blev vreden vendt indad?
Hvornår begyndte skammen?
Og hvad var det, mennesket stod alene med?
Når vi begynder at undersøge det, kan vi langsomt få øje på den kæde af hændelser og følelsesmæssige belastninger, der går forud for selvskaden og hvilke der stadig står uforløste hen. Det er her, det terapeutiske arbejde bliver interessant.
For hvis vi kun arbejder med selve handlingen, arbejder vi med det sidste led i kæden.
Hvis vi undersøger det, der sker før, kan vi begynde at arbejde med hele kæden.
At finde andre veje ud,
Må være, at mennesket gradvist får flere muligheder, når smerten bliver stor.
At kunne opdage:
“Nu er jeg ved at blive overvældet.”
At kunne mærke:
“Min krop er helt oppe at køre.”
At kunne sige:
“Jeg føler mig afvist.”
“Jeg er rasende.”
“Jeg skammer mig.”
“Jeg er så ked af det, at jeg ikke kan mærke noget.”
Og måske endnu vigtigere:
“Jeg har brug for hjælp, før jeg når helt derud.”
Det kræver også at arbejde med kroppen, nervesystemet, relationen og evnen til at være i følelser uden at blive oversvømmet af dem. For nogle mennesker er det ikke nok at få at vide, hvad de burde gøre i situationen. Når nervesystemet er voldsomt aktiveret, er adgangen til de gode strategier ikke nødvendigvis tilgængelig. Derfor handler arbejdet også om at øve nye veje, mens der er ro. Så kroppen langsomt kan lære: “Der findes andre måder at komme igennem det her på.”
Hvad med følelsen bagefter?
Efter selvskaden kan der komme en form for lettelse.
Nogle oplever ro.
Andre oplever tomhed.
Skyld.
Skam.
Træthed.
Eller måske kommer følelserne tilbage med endnu større kraft.
Men hvis der er kommet bare en lille pause i intensiteten, kan der måske for første gang igen blive adgang til det, der var så svært at være med.
Hvad var det egentlig, der gjorde så ondt? Hvad havde du brug for i det øjeblik? Hvad længtes du efter? Hvad følte du dig alene med? Hvad skete der lige inden? og hvad kunne have hjulpet dig, hvis nogen havde kunnet være sammen med dig i det? Disse spørgsmål kan stilles for at skabe forståelse. For bag selvskaden står der et menneske, som på et tidspunkt havde brug for en måde at overleve et følelsesmæssigt øjeblik på.
Vi skal ikke kun spørge: “Hvordan stopper vi selvskaden?”
Vi skal også spørge:
“Hvad er det, mennesket forsøger at komme væk fra?”
“Hvad sker der i nervesystemet lige inden?”
“Hvilken følelse bliver for svær at være alene med?”
“Hvad mangler mennesket adgang til, når det bliver så svært?”
Og:
“Hvordan kan vi hjælpe med at skabe andre muligheder?”
Det ændrer ikke ved, at selvskade skal tages alvorligt. Selvskade kan være farligt og kan være forbundet med betydelig mistrivsel og selvmordsrisiko. Derfor skal alvorlig eller tiltagende selvskade altid mødes med relevant hjælp og en konkret vurdering af sikkerheden.
Når vi forstår smerten bag handlingen, får vi mulighed for at arbejde med det, der ellers bliver ved med at bygge sig op og langsomt kan der skabes nye veje, hvor mennesket ikke behøver at stå alene med det, der gør så ondt.
www.Kerneviden.dk
Joy Lindholm Lassen
Udviklingsforløb.
